Jeg har en klasse, hvor jeg har brug for at arbejde med “at fejle”. Eller i virkeligheden har jeg nok udelukkende klasser, hvor jeg har brug for at arbejde med emnet. Jeg ved ikke om det er en voksende udfordring eller om det bare er mig, der har fået fokus på det.
Heldigvis arbejder jeg i øjeblikket med entreprenørskabskompetencerne. Hvilket jeg jo gør hele tiden i min daglige undervisning, men i øjeblikket arbejder jeg dybdegående med at udfolde hvert enkelt arbejdsområde. Jeg har aftalt med Fonden for Entreprenørskab, at vi skal lave et kort til hvert arbejdsområde, der kan hjælpe lærerne med at udfolde dette i undervisningen. Du kan finde målene HER på Fondens hjemmeside, hvis du vil fordybe dig.
Så hvad var mere nærliggende end at begynde med arbejdsområdet om at turde lave fejl og finde måder at bruge dem til udvikling (et mål indeholdt i kompetenceområdet: Personlige ressourcer). Nedenfor er min første brainstorm over emnet, inden jeg vil prøve at tale med min klasse om det.

Jeg vil hænge et stort papir op, hvor vi kan lave et fælles mindmap over emnet. De spørgsmål, jeg har markeret med grønt, forventer jeg at stille eleverne og bruge som de inderste grene på mindmappet. Måske skal vi arbejde lidt med nogle områder undervejs inden jeg tilføjer flere grene. Det må jeg lige afprøve. Jeg glæder mig til at se, hvordan vores fælles mindmap kommer til at tage sig ud. Og jeg skal nok tage billeder undervejs og poste dem, så I kan følge lidt med i processen.
Jeg vil blive rigtig glad, hvis du har nogle vinkler på, hvordan vi kan arbejde med emnet, som du vil dele med mig. Du kan enten skrive i kommentarfeltet eller sende mig en mail.