Kunsten i at videndele med dine kolleger

Ja, jeg mener det er en kunst. Vi vil gerne inspireres, men vi er også konstant udsat for massiv vidensoverload. Jeg bliver nogle gange spurgt, hvordan man kommer i kontakt med lærerne, når man har et vigtigt budskab eller har opfundet den dybe tallerken. Mit svar er desværre ofte:

Du skal kunne skrive det på en enkelt linje og det skal kunne løse en udfordring læreren har i denne eller næste uge.

Jeg vil ikke engang sige at det er sat på spidsen. For vi har så travlt med det, der sker lige nu, og får så mange inputs, at vi har udviklet nogle skræmmende effektive filtre for, hvad der får lov at få vores opmærksomhed.

Men hvordan kan jeg komme til at sparre med mine kolleger om det, jeg lige finder interessant?

Netværk

Svaret er, at det er måske ikke engang sikkert, at du kan det. Jeg arbejder på en lille skole med en masse engagerede kolleger, der gerne lytter, når jeg vil fortælle noget. Så selvom jeg føler mig heldig, så er det stadig en udfordring. For de har også projekter, som de synes er interessante at undersøge. Så mit bedste råd er, at vi begynder at forstå, at vores kolleger ikke kun er dem vi arbejder sammen med på vores egen skole, men også alle de netværker vi kan opbygge udenfor skolen. Og det er supervigtigt, så vi stadig kan bidrage med noget særligt til den skole vi arbejder på, og ikke alle komme til at ligne hinanden. Der er heldigvis kommet mange facebookgrupper, hvor man kan finde andre, der gerne vil undersøge eller diskutere det samme. Jeg var heldig, at jeg fandt NEIS-netværket under Fonden fra Entreprenørskab, så jeg også kan vedblive med at udvikle den side af min undervisning.

To-lærer timer

Den mest effektive metode til videndeling jeg har haft, har indtil nu været to-lærer timer. Når du er sammen med en kollega, og de er med i det projekt, som du nu har gang i eller omvendt. Men det bliver begrænset, hvem man lige har mulighed for at inspirere på den måde. I mit tilfælde har det kun været dansklæreren i de klasser, hvor jeg har matematik.

Gode gamle plancher

I en tid vor alt drukner i den digitale sump, er mit nyeste våben i kampen om videndeling at vende tilbage til de gode gamle plancher. Jeg har øvet mig lidt i at tage visuelle noter, når jeg læser, og kan egentligt godt lide at få det sat op på en måde, så jeg selv faktisk gider at læse det igen.

Jeg havde som den eneste på skolen læst “Det tænkende klasserum i matematik” og afprøvet alle tiltagene i mine klasser, og syntes faktisk at jeg havde fået meget ud af det. Så du kan nok forstå (altså hvis du har læst den) mit behov for at sparre/missionere. Det er også surt at gøre sig så mange erfaringer, der bare bliver inde i ens eget klasseværelse (man kan selvfølgelig også skrive et blogindlæg, og gøre hele verden til sine kolleger).

Så jeg lavede plancher over hele bogen med noter, og mine erfaringer med hvert af tiltagene, og hang dem op på gangen mellem kontorerne og lærerværelset. Du ved, der hvor man altid lige står og venter, fordi der er nogle man skal tale med. Min leder foreslog at jeg også lige lavede “åbent hus” i et spisefrikvarter, hvor mine kolleger kunne komme og høre om det. Det var rigtig god idé, for det er bare lettere at sætte sig ind i noget, når man får en introduktion… og endnu bedre, når det er en uformel samtale med en supernørdet og engageret kollega, der virkelig har noget på hjerte.