Så blev det 9. klassernes sidste skoledag hos os eller karameldag som det hedder i de mindre klasser. For det er jo karamellerne det handler om, det ved alle børn.

Men nu er vi kommet i 4. klasse, så jeg ville udfordre idéen om, at vi altid skal dele alt. I min 4. klasses øjne er der to muligheder: Dele alt eller alle mod alle.

Jeg satte dem op som to ekstremer i hver sin ende af skalaen. Og derfra fik vi en fantastisk filosofisk samtale som en direkte analog til værdipolitik og velfærdssamfund. Vi talte om fordele og ulemper og om andre muligheder end bare de to ekstremer.

Dele alt: Her så børnene hurtigt ulempen ved at nogle så måske ikke ville kæmpe for karamellerne, og bare lade de andre gøre arbejdet. Og vi talte om, hvordan den filosofi i virkeligheden også kunne føre til et samfund med mindre produktivitet.

Alle mod alle: Den var børnene umiddelbart ikke tilhængere af, da de alle var nervøse for at være dem der sad tilbage med færrest karameller. Men de kunne godt se det retfærdige i at jo mere man kæmper, jo mere får man. Men så var der jo også risikoen i at sidde et sted i klassen, hvor karamellerne ikke nåede hen eller at være den med et dårligt ben, der ikke kunne deltage. Så vi talte om at alle mod alle kun kan betragtes som retfærdig, når man forudsætter at alle har samme muligheder.

Men så var der jo også muligheder mellem de to yderpunkter. Som f.eks. at betale halvdelen af sine karameller i skat til omfordeling. Eller at beholde dem alle selv, og så give til velgørenhed – altså give det antal man har lyst til, til præcis dem man har lyst til.

Her kan ulempen være at styre sin egen dårlige samvittighed, hvornår har man givet nok? Eller har man givet til de rigtige? Samt det magtforhold man udtrykker overfor den person, der er nødt til at være taknemmelig. Til gengæld kan man også risikere at lukke sig inde, og fralægge sig ethvert socialt ansvar, hvis man forventer at alt er klaret ved at betale skat.

Til sidst talte vi om, hvor de så sig selv på skalaen. Men måtte man så godt vælge ud fra, hvad der ville gavne én mest i den givne situation? Vi talte om, at det man valgte burde være et princip, der også ville gælde i andre situationer. Men når det er sagt, måtte jeg også fortælle dem, at der er observeret en tendens også blandt voksne, at som man begynder at tjene flere penge gennem livet, ændrer man også holdning til i retning af ikke at ville dele så meget.

Jeg glæder mig til senere at kunne referere tilbage til vores samtale, når vi en dag skal tale om noget lignende i samfundsfag eller filosofi/religion.