Vi skal nu i gang med ugeplanerne til fjernundervisning uge 2. Der er rigtig mange seje tilbud derude. Jeg researcher Minecraft, skoletube, skoleskak, Coding pirates, sofaskolen og ufatteligt meget mere. Jeg bruger længere tid herhjemme end jeg gjorde da vi lavede normal undervisning. Jeg prøver at filtrere alle tilbuddene og finde det, som mine elever skal fokusere på, for jeg kan jo ikke spamme dem med det hele.
Samtidigt midt i alle disse digitale tilbud beder mine forældre om flere kopi opgaver. Så jeg droppede researchen for en stund for at udarbejde et påskemateriale til mine elever, som jeg ved de vil elske.
Jeg lavede det samme slags materiale til dem op til jul bare med julepynt. Denne gang er det selvfølgelig påskepynt.
Jeg har lavet nogle påskebilleder på en taltavle. Den kan enten bruges til taldiktat eller eleverne kan løse de plus og minus opgaver, der også hører til, for at få farvet mønstret på taltavlen. Derefter kan de bruge mønstret til at lave perleplade pynt. Det var et hit sidste gang, jeg gav dem nogle. Jeg har lavet det i tre forskellige niveauer, så klassen kan løse det samme mønster på 3 forskellige niveauer.
Et af mønstrene er selvfølgelig en vintergæk. Jeg tænker, at jeg måske kan inspirere dem til at lave et lille gækkebrev efterfølgende, hvor de kan putte perlegækken i (når nu de ægte alle sammen er visnet).
Jeg har selvfølgelig lavet en gratis prøve også, så du har noget du kan sende ud med din ugeplan i næste uge. Held og lykke.
Hent dem her Bubbleminds