Jeg er sprunget ud i et projekt om at inddrage Minecraft i min undervisning. Jeg arbejder i øjeblikket med det i både matematik og billedkunst. Her er mine umiddelbare erfaringer fra billedkunstundervisningen:
Kaos-undervisning
Hvis man slipper sin 2. klasse løs i et spil, hvor man ikke engang selv kan komme rundt uden at falde i et hul, som man ikke kan komme op ad, så er man også selv ude om det!
Jo det var min første tanke, men jeg gjorde det alligevel. Og det giver nogle udfordringer, men bestemt også nogle nye muligheder. Eleverne har selv været meget motiverede for at få det til at fungere for mig, da jeg meddelte dem, at vi selvfølgelig kun skulle arbejde med Minecraft, så længe det bidrog positivt til billedkunstundervisningen.
Men vi har bestemt også måttet tale om at man ikke må slå sin lærer i ansigtet. Heller ikke selvom man bedyrer at det er sådan man normalt giver high fives til de andre i Minecraft, og at man heller ikke efterfølgende må sætte ild til hende, fordi man troede at slaget fra den første elev var et tegn til at “gå attack”.
Dog er der også åbenlyse fordele for læreren. Jeg kan nu fået nogle langt mere ultimative pædagogiske redskaber i min værktøjskasse som f.eks. at teleportere de elever der ikke opfører sig ordentligt til verdens ende. Kommandoen ‘kill’ har vi det også ret sjovt med, men de har det med at leve op igen.
Undervisningens formål:
Vi arbejder i øjeblikket med kunsthistorie i 2. klasse, hvor vi taler om malerier fra forskellige tidsperioder. Jeg har tidligere arbejdet med Tableau Vivante, for at få eleverne til at gå i dybden med et maleri, men denne gang slog det mig, at jeg kunne få et helt nyt perspektiv på ved at lade dem bygge maleriet i Minecraft i stedet.
Formålet var fra begyndelsen at få eleverne til at lægge mærke til detaljer i maleriet, som vi kunne samtale om, men undervejs har det udviklet sig til at være langt mere givende end det (mere om det senere). Vi talte først om parafraser, og hvordan det er vigtigt at have nogle genkendelige spor som f.eks. at figurerne alle er til stede og placeret nogenlunde de rigtige steder, så kan man godt se gennem fingre med at de alle har STEVE-hoveder (steve=mand i Minecraft).
Åbenbaring
Men pludselig viser det sig undervejs at eleverne støder på problemer, der får dem til at undre sig over lyset i maleriet eller farverne, og det er her billedesamtalen virkelig tager fart (og så er det ikke engang på min foranledning). I og med det kommer som en undren fra eleverne selv, bliver det en langt mere levende undervisning, som foregår på et højere niveau end jeg selv havde planlagt.
Det første eleverne gjorde var at forme rummet til deres 3d-maleri, men da de lagde tag på, opdagede de jo at rummet blev helt mørkt. De gjorde som de plejede at gøre i Minecraft og satte en masse fakler. Men pludselig faldt lyset jo ikke på samme måde, som det gjorde i det oprindelige maleri, og vi kunne tale sammen om, hvor lyset mon kom fra? Hvad der udgjorde lyskilden? Og hvorfor maleren havde valgt at oplyse netop dette område i maleriet?
De skærmbilleder jeg har taget er desværre lidt mørke. Her har de arbejdet med Las Meninas, og prøvet at sætte lys dels ved hjælp af et vindue som på maleriet og dels ved hjælp af projektører.
… den ekstra bonus
Kunsten, der var i spillet på forhånd
Jeg opdagede, i hvor høj grad de i forvejen bruger Minecraft til at udtrykke deres kreativitet i de bygninger, figurer og verdener, som de bygger. Der er meget i Minecraft som vi kan inddrage og stilladsere på i billedkunst, når først jeg får øjnene op for det.
Redskabet
For flere elever var det lettere at koncentrere sig om fordybelsen i opgaven med analyse af maleriet, når de arbejdede med et værktøj, som de i forvejen mestrede (bedre end læreren). Disse elever ville være stået af i processen med at male en parafrase, og det ville udelukkende være kommet til at handle om værktøjet maling i stedet for billedeanalysen.
Netetik
Vi kommer uundgåeligt ind på en spirende samtale omkring netetik. Det kan ellers være svært i 2. klasse, da de er for små til Facebook, men også vigtigt at tage alvorligt inden de pludselig er på de sociale medier. Min forudsætning for klasserumsledelse i Minecraft var, at der selvfølgelig gjaldt de samme regler for adfærd som i virkeligheden. Jeg oplevede flere gange, hvordan eleverne blev sure på hinanden, fordi de gik ind i hinandens bygningsværker, og vi talte om at man er nødt til at spørge, om man må komme på besøg. Man kan også gå hen til den, der irriterer og spørge hvorfor de gør som de gør, inden man vælger at udføre en eller anden “retfærdig” hævnakt.
Jeg tror at bevidstgørelsen omkring at de almindelige adfærdsregler også gælder digitalt, lægger en god grund for det senere arbejde omkring netetik. De har indtil nu leget i en verden uden nogen voksne til at spejle deres handlinger, så det er ikke mærkeligt, at der en gang i mellem går ‘fluernes herre’ i den.