Kategoriarkiv: Projekter

Hvor er formålet blevet af?

I de sidste mange år er der kommet meget fokus på synlige mål med undervisningen – hvad skal eleverne lære og hvad er hver enkelt elevs skridt på vejen til at lære dette mål.

Men det er som om at den store fokus har trængt formålet med undervisningen i baggrunden og ophøjet målene til formålet: “Vi skal lave denne opgave i dag” “Hvorfor?” “Fordi vi skal lære at mestre multiplikation”.

Men i virkeligheden bør mål og kompetencer kun være redskaber, som vi kan tilegne os for at opfylde et formål. Vi skal ikke lære at gange, lære en hensigtsmæssig læringsstrategi eller lære at fejle. Glem hvad jeg tidligere har skrevet om at lade kompetencerne ligge til grund for undervisningen i stedet for specifikke videns og færdighedsmål. Entreprenørskabskompetencer og 21st century skills er også kun redskaber, der skal tilegnes for at opnå noget større.

Hvordan finder eller vælger man et formål?

“Dette her kommer du til at bruge, når du skal til eksamen” eller “Hvis du vil have et godt arbejde, når du bliver voksen er du nødt til…” – er udsagn som er lette at ty til, men som fungerer dårligt som formål. Et godt formål skal give mening for eleven i elevens egen verden og tid. Får man skabt et formål, der kan det, så er der utrolig meget drivkraft og motivation at hente.

Ovenstående forudsætter dog at man som lærer er fleksibel og lyttende. De bedste formål er ikke altid dem, man har planlagt før det nye skoleårs begyndelse. Det nytter ikke noget, at man har planlagt en måde at tælle pokemon i bunker, hvis eleverne er begyndt at bytte bilkort. Du kender det sikkert godt: Nogle gange opstår der noget i dit klasseværelse mellem dig som lærer og klassen. Måske en idé som bliver til en undersøgelse eller en historie, som bliver til et formål eller projekt. Og du kan mærke det. Den positive energi, selvom det kan være svært at sætte fingeren på. Det er her det er vigtigt at kunne tage imod. Læs mere om, hvad det kræver af læreren i mit indlæg om reflection in action.

Nogle gange er formålet mindre ophøjet end andre gange

Man kan ikke altid være heldig at finde det fantastiske formål, der på samme tid taler til eleverne og løser klimakrisen eller alle FN´s verdensmål. For ikke at tale om at være værdiskabende for andre #skabværdiforandre læs mere om value creation pædagogik her.

Lige i øjeblikket arbejder jeg med mine elever på at få nogle drager op at flyve, så vi kan se hvordan forskellige farver spiller sammen på lang afstand. Til det bruger vi matematiske redskaber som at måle korte og lange afstande præcist. Vi skal kortlægge en skov vi tit kommer i, så deres distræte lærer ikke farer vild, og så eleverne kan få lov at færdes lidt længere væk uden at blive væk fra deres lærer. Til det bruger vi igen redskaberne fra måling, og om at kunne arbejde med størrelsesforhold og ikke mindst viden om koordinater og koordinatsystem.

Kage og konkurrencer

Ovenstående eksempler fungerer fint i min 3. klasse. De er ikke helt i top, da de godt kunne have den værdiskabende vinkel med, men de er stadig projekter, hvor eleverne oplever at skulle være kreative og benytte sig af flere forskellige redskaber.

Eksempel fra multiplikation i 3. klasse

Nogle gange bliver det dog endnu mere lavpraktisk. For en fælles klassekonkurrence som Geogebramesterskabet, hvor vi i år skulle skabe en mønstervæg (læs indlæg), kan godt fungerer som formål. Og jeg er også faldet i den med kagen. Jo kage giver mega meget mening, når man går i indskolingen. Jeg er ikke tilhænger af, at der nødvendigvis skal være en belønning i form af en præmie. Men denne gang var jeg nødt til at give mig, fordi der var så meget god energi i det:

Som start på vores multiplikationsemne fik alle elever 100 gangestykker på papir og 10 minutter til at løse dem (du kan finde en kopi på gratisskole). Bagefter udregnede vi klassens gennemsnit, og jeg spurgte hvor meget de troede de kunne forbedre gennemsnittet på en uge. De mente godt at de kunne få 90 rigtige i gennemsnit næste gang. Jeg elsker den optimisme, der er i indskolingen, men jeg var nødt til at fortælle dem, at det var ret så urealistisk. Jeg kunne nok have sagt mig selv, at det selvfølgelig bare medførte endnu mere kampgejst. Nå, men de ved at jeg hader at bage. Jeg er den lærer der aldrig har kage med – ikke engang på min fødselsdag. Så jeg sagde, at det var så urealistisk, så hvis de kunne få 90 rigtige i gennemsnit, så ville jeg bage den vildeste kage med glasur, skumfiduser og flødeboller… og flere lag selvfølgelig, da der var nogle der ikke kunne lide chokoladekage (ingen smalle steder der). Og så var formålet etableret.

Vi talte om hvad der var god taktik: Hvis man havde scoret 80 rigtige og øvede sig meget kunne man maksimalt score 20 point mere. Men hvis man hjalp én kammerat, der kun havde fået 20 point, så kunne man score 80 point mere til klassen, da nogle havde et større potentiale at arbejde ud fra. Det kunne de godt se, og de fik derfor faste læringsmakkere, som de arbejdede med i hele emnet. Så oprandt dagen, og jo de havde forbedret sig fra 52 i gennemsnit til 63, hvilket er ret flot. Nogle elever var gået fra 20 rigtige til 60. Det også interessant at tale om, hvordan de elever, der hjalp deres klassekammerater også havde forbedret sig, selvom de havde brugt deres tid på at hjælpe. Jeg roste dem meget, og sagde at de jo godt vidste at 90 i gennemsnit var urealistisk, eller havde jeg jo aldrig tilbudt det med kagen. Faktisk så urealistisk at de ikke engang ville kunne gøre det selvom de tog opgaven igen lige før sommerferien i 3. klasse…. og igen var jeg nødt til at acceptere det væddemål, som jeg næsten havde fremsat.

“Men I skal huske, at vi er færdige med gangeemnet, og skal videre med noget nyt” sagde jeg “OK, så bare giv os nogle opgaver vi kan øve os på” sagde de “Glem det!” sagde jeg “I tror da vel ikke, at jeg vil hjælpe jer med at lære det og risikere at bage kage? Sådan leger vi ikke. Mig skal i ikke narre. Det må I selv få til at lykkes” “Ha, så kan vi bare øve på emat, hvis du reserverer computerne” “Men det gør jeg jo ikke” “Men så kan vi bare lokke en vikar til det, når vi skal have vikar” “Ja, og vi kan også bare træne derhjemme”… Jeg måtte nok se mig slået der.

Geogebramesterskaberne

Puha jeg rev to ugers matematik ud af kalenderen i min 2. og 3. klasse og reserverede computerne i alle matematiktimerne. Det er så glad, jeg er for denne konkurrence. Det er tredje år, jeg deltager med nogle klasser, og jeg synes stadig at opgaverne og materialet er godt.

I år skulle vi lave en Math Arts Wall i klassen. Den skulle bestå af mønstre lavet i Geogebra. Da jeg også har klasserne i billedkunst, var det nærliggende at arbejde tværfagligt.

Forløb

Vi talte først om, hvad der karakteriserer et mønster, hertil havde mesterskaberne lavet en rigtig god video. I det hele taget er deres instruktionsvideoer rigtig inspirerende for eleverne og noget, der gør at de selv kan nørde med det derhjemme, hvis de vil blive endnu bedre. Det er noget som jeg altid falder for: Det at kunne inspirere eleverne med noget, som de selv kan dykke videre ned i.

2. klasses færdige plakat

I de følgende lektioner fik eleverne lov til at prøve sig frem med alle værktøjerne, og gå på opdagelse i videoerne. De kunne vise hinanden i klassen, hvis de fandt noget sejt. Senere udvalgte vi nogle videoer, som det var en særlig god idé at kigge og øve sig på.

Nu skulle vi fastsætte vores tema. I 2. klasse valgte de at lave en grundfigur på isometrisk papir som skulle spejles, i 3. klasse valgte de også en grundfigur på isometrisk papir men de valgte drejning som værktøj. Og deres billedkunstlærer ønskede at de huskede på at arbejde med komplementærfarver, da vi netop var i gang med et emne om farvelære.

Så kom dagen, hvor mønstrene skulle færdiggøres. Det var stressende og frustrerende for nogle. For man har aldrig så meget tid som man ønsker. Nogle gange kunne jeg ønske at vi havde en hel fordybelsesdag, men i virkeligheden ville vi nok stadig bare gerne have mere tid. Vi talte om, at man altid gerne vil gøre det bedre, men at man må arbejde indenfor de rammer man nu engang har. Det er også en vigtig lære.

Den sidste dag gik med at hænge mønstrene pænt op på vores væg og optage videoen om dem, der også skulle sendes til konkurrencen.

3. klasses færdige plakat
  • Brugte jeg virkelig mange matematiktimer på det: Ja
  • Brugte jeg for meget forberedelse på opsætning og indsendelse: Bestemt
  • Ville jeg gøre det igen: Helt sikkert

Jo jeg var også frustreret undervejs. Jeg har kørt eleverne helt op omkring emnet og konkurrencen, og er selvfølgelig til det sidste nervøs for om noget går galt, så vi ikke kan aflevere: Kan vi nå at blive færdige med et OK resultat? Virker printeren/internettet/telefonen der skal optage videoen? Der var mange bump på vejen med teknik der driller, så tingene tager altid dobbelt så lang tid, som det burde.

Fagligt fundament

Men det var virkelig det værd. Eleverne kunne ikke have fået en bedre start på geometri for dette skoleår. Det har givet dem et overblik over værktøjer som drejning, forskydning og spejling. Og vi har talt om, talt sider på og arbejdet med forskellige polygoner. Sidst men ikke mindst må vi ikke glemme den tryghed de har fået i arbejdet med programmet Geogebra.

De har tilegnet sig en faglig base indenfor geometri og tegning i dynamisk geometriprogram, som er udsprunget af et helt andet formål end bare at lytte til sin lærer og lave opgaverne i bogen. Sådan et projektorienteret emne sætter gode kompetencer i spil: Som at eksperimentere, at samarbejde, at få en idé og skabe et produkt, samt ikke mindst at træne at kunne være i usikkerhed (gælder også for læreren) #entreprenørskabskompetencer.

Hey, var det ikke en konkurrence?

Da jeg skulle i gang med at sende det hele ind til konkurrencen slog det mig, at jeg faktisk syntes det var unødvendigt. Jeg havde allerede opnået alt det med klassen som jeg gerne ville. Bare det at vi nu havde vores egen plakat, som vi kan tage udgangspunkt i, når vi skal tale om geometri resten året er jo guld værd.

Plakat og pralemærke fra materialet Growth Mindset til mellemtrinnet.

Jeg kunne nu ikke helt overbevise mine elever om, at konkurrencen nu var fuldstændig ligegyldig. Men de kunne godt følge mig lidt af vejen (sålænge jeg bare lige huskede at sende deres projekt ind, selvfølgelig). Jeg gav dem alle dette pralemærke, som vi har talt om før i klassen. Det handler om at turde tabe, fordi de erfaringer man gør sig er vigtige.

Jeg gav dem det, fordi jeg syntes det var ligegyldigt om de vandt eller tabte, for de havde allerede lært så meget (hvilket jo nok i virkeligheden var mit formål). Men nu når jeg sidder og skriver, kan jeg godt se, hvad mine elever siger. Det er også vigtigt at sende det ind til konkurrencen. Ikke for at vinde, men for at øve sig i at turde deltage.