De gør hvad du gør, ikke hvad du siger

Den frase har du med garanti hørt før, eller måske endda sagt til et forældremøde eller en skolehjemsamtale. Men det gælder altså også i klasseværelset, desværre… eller måske heldigvis.

For mig er noget af det vigtigste i min klasse: Nysgerrighed og et positivt fællesskab. Så jeg sætter en ære i at finde på små tricks, der kan fremme det. For nylig indførte jeg et rosemærke, som gik på skift mellem eleverne fra dag til dag. Når man havde mærket, skulle man den dag have ekstra fokus på at rose: Hvem som helst, for hvad som helst (jeg er tilhænger af sloganet: Fake it till you make it). Men det fungerede ikke rigtigt for dem. De kom ikke helt igang.

Jeg havde i min iver glemt at en sand leder viser vejen. Så i de følgende dage havde jeg rosemærket….. klistret fast til min hånd, så jeg ikke glemte det og det var synligt for alle (og også lidt skørt, som i 2. klasse er det samme som sjovt).

Jeg roste hvem som helst for hvad som helst, også når jeg irettesatte, og sagde ding og viste mærket hver eneste gang, som om jeg fik point. Det blev meget tydeligt, og en fantastisk sjov leg. For mig er ros noget man absolut skal gøre sig fortjent til, og ikke noget jeg bare spammer ud i klasseværelset, men nogle gange skal man overdrive, når man gerne vil øve noget nyt. Og jo, jeg tror jeg beholder mærket på lidt længere, for jeg kan også godt øve mig i at rose mere end jeg gør.

Jeg har efterfølgende overvejet om eleverne skal have lov til at have nogle sort/hvide papir pralemærker klistret på deres bord, som de selv vælger at de gerne vil øve sig på… Jeg skal nok vende tilbage med erfaringer, hvis jeg prøver det af. Eller skriv meget gerne i kommentarfeltet, hvis du prøver det.

Du kan selvfølgelig finde mærket på bubbleminds, hvis du gerne vil bruge det i din klasse.