Må vi arbejde ude?

Ja, hvis I kan koncentrere jer? Og selvfølgelig mener de alle sammen at de kan det. Især hvis det er en vikar, der spørger. Jeg tror jeg har fundet en løsning, der virker for mig… og eventuelle vikarer. Jeg har taget udgangspunkt i de ninjamærker, som jeg i forvejen bruger til klasseledelse. Ninja’en med det sorte bælte kan man optjene, hvis man er fokuseret som en ninja.

Vis denne video til dine elever inden I begynder.

Mærket beviser, at man har kunnet sidde og arbejde i sin egen lille koncentrationsboble inde i klassen. Og så er man måske også parat til at træne det andre steder. Så jeg har sagt, at med dette mærke følger også rettigheden til at få lov at arbejde udenfor klasseværelset. Ligesom at man må køre bil, når man har et kørekort. Men hvis man kører dårligt, kan man få frataget kortet igen. Det samme med ninja-mærket.

Eleverne der har mærket og gerne vil ud, skal lægge mærket på lærerbordet, hvor jeg skriver navn på bagsiden. Når de kommer ind igen, kigger jeg på, hvor meget de har nået derude (jeg er meget højtidelig omkring det). Hvis der har været ballade på gangen, eller de ikke har nået opgaverne, så inddrager jeg kortet. Og så må de prøve at optjene det igen inde i klassen.

Jeg overvejer om nogle måske med tiden, kan få det privilegium at gå ud uden at skulle lægge pant, hvis de har klaret det godt tilstrækkeligt mange gange. Selvfølgelig kan de få det inddraget, hvis jeg opdager at det går galt, men de vil så ikke blive tjekket så minutiøst som de andre.

Anekdote: En af mine elever ville gerne ud sammen med sin samarbejdspartner (som jeg havde valgt), men hun havde ikke kortet. Jeg sagde, at det måtte de gerne, men han skulle huske, at det var hans kort, der var i pant. Så han var ansvarlig for at det ville fungerer derude. Han tænkte over det, og valgte at gå ud med sin makker. Fem minutter senere kom de ind igen. Efter at have afprøvet det, havde han besluttet, at det nok var bedre at de arbejdede inde i klassen.

Jeg synes ovenstående anekdote, er et fantastisk eksempel på, hvordan eleverne begynder at være bevidste om deres læring, fordi deres kort (som egentlig repræsenterer et image er på spil, der er ret meget streetcredit i at have kortet).

En anden fordel, som jeg dyrker så godt jeg kan, er at det giver min vikar nogle handlemuligheder. Det kan være svært at finde på konsekvenser som vikar, og vikaren kan ende som den magtesløse. Her har vikaren fået magten tilbage. Jeg har også lavet mærket: Jeg er en Star, når vi har vikar. Det mærke får vikaren lov til at dele ét ud af, når timen er slut, til én elev, som vikaren selv vælger. Måske jeg snart skal lave en hel vikar kategori her på mit skrivebord.

Jeg har også overvejet, at andre mærker måske skal give andre fordele. F.eks. kunne mærket “Hurtig som en ninja” give lov til, at man kunne løbe en tur rundt om skolegården, når man har færdiggjort en opgave. Det bliver selvfølgelig inddraget, hvis man stopper og leger på legepladsen, går rundt i stedet for at løbe eller vælger at løbe 10 gange selvom vi aftalte 1 (alt sammen udfordringer, jeg for nyligt har oplevet i min nuværende 1. klasse). Mærket plejer de at fortjene, når de kan være hurtigt klar til timen. Men jeg kan godt se en sammenhæng mellem at kunne være hurtigt klar, og så få lov at løbe en tur “hurtigt” og hurtigt være klar til at lave opgaver igen. Det er vigtigt at de goder man giver kortene, har en tydelig relation til grunden til at man har optjent det. Så den evne man viste er én, som man skal bruge, hvis man skal lykkes med sit gode.

Jeg vil meget gerne høre i kommentarerne, hvis du finder goder til andre af mine mærker, for min nuværende 1.klasse er igen i år fyldt med ninja’er

LÆS også om materialet “Klasseledelse som en ninja” i indlægget: Klasseledelse er noget vi leger.