Jeg hilser på børnene, før jeg slipper dem ud af klassen.

I virkeligheden begyndte det hele bare med en perfektionistisk kontrolfreak af en lærer, der kæmpede for et rent klasseværelse. Som mange lærere sikkert ved, kan det være virkelig op ad bakke a la en kategori 100 stigning i Tour de France.

Ingen måtte gå fra klasseværelset, før generalen havde tjekket, at der var pænt rundt om deres plads.

Men så sneg der sig en High five ind, når børnene havde klarer opgaven, som en lille tak for i dag, og kom nu godt afsted i SFO. Men det udviklede sig hurtigt, for man kunne jo også sige farvel på andre måder: Vi har nu et håndtryk, der ender som en sommerfugl; en for og bag High five; et hofteskub med knockles; en foddans; og sidst men ikke mindst nogle håndklap, der ender i en krammer.

Og her begyndte det at blive interessant. For når jeg tænker over det, så tror jeg ikke, at jeg krammer dem særligt ofte. Ikke at jeg har noget i mod det, jeg har bare travlt med så meget andet (altså at lære dem noget f.eks.). Derfor kom det meget bag på mig, hvor mange børn, der egentlig valgte krammeren, og hvilke børn, der valgte den. De italesætter også håndtegnet som: Den med krammeren, når jeg spørger den enkelte, hvordan vi skal sige farvel i dag.

Det er nu blevet en legitim måde at bede sin lærer om en krammer på, også selvom man er en sej dreng i 3. klasse, eller man har haft en dag, hvor man har haft svært ved at leve op til skolens forventninger om ro og orden.

Jeg kan kun anbefale dig at komme i gang hurtigst muligt. Det behøver ikke at være svært. Du kan jo starte med en High five, og måske ender det med en krammer.

Her er et link til en amerikansk lærer, der har taget det skridtet videre, samt en masse videoer med inspiration:

Teacher morning handshakes – youtube

Men ingen præstationsangst. Begynd med et par tegn, og udvid så, hvis du finder et nyt. Mine børn er endda begyndt at lave deres egne personlige, som jeg håber at jeg måske lærer henad vejen.