Hvor er formålet blevet af?

I de sidste mange år er der kommet meget fokus på synlige mål med undervisningen – hvad skal eleverne lære og hvad er hver enkelt elevs skridt på vejen til at lære dette mål.

Men det er som om at den store fokus har trængt formålet med undervisningen i baggrunden og ophøjet målene til formålet: “Vi skal lave denne opgave i dag” “Hvorfor?” “Fordi vi skal lære at mestre multiplikation”.

Men i virkeligheden bør mål og kompetencer kun være redskaber, som vi kan tilegne os for at opfylde et formål. Vi skal ikke lære at gange, lære en hensigtsmæssig læringsstrategi eller lære at fejle. Glem hvad jeg tidligere har skrevet om at lade kompetencerne ligge til grund for undervisningen i stedet for specifikke videns og færdighedsmål. Entreprenørskabskompetencer og 21st century skills er også kun redskaber, der skal tilegnes for at opnå noget større.

Hvordan finder eller vælger man et formål?

“Dette her kommer du til at bruge, når du skal til eksamen” eller “Hvis du vil have et godt arbejde, når du bliver voksen er du nødt til…” – er udsagn som er lette at ty til, men som fungerer dårligt som formål. Et godt formål skal give mening for eleven i elevens egen verden og tid. Får man skabt et formål, der kan det, så er der utrolig meget drivkraft og motivation at hente.

Ovenstående forudsætter dog at man som lærer er fleksibel og lyttende. De bedste formål er ikke altid dem, man har planlagt før det nye skoleårs begyndelse. Det nytter ikke noget, at man har planlagt en måde at tælle pokemon i bunker, hvis eleverne er begyndt at bytte bilkort. Du kender det sikkert godt: Nogle gange opstår der noget i dit klasseværelse mellem dig som lærer og klassen. Måske en idé som bliver til en undersøgelse eller en historie, som bliver til et formål eller projekt. Og du kan mærke det. Den positive energi, selvom det kan være svært at sætte fingeren på. Det er her det er vigtigt at kunne tage imod. Læs mere om, hvad det kræver af læreren i mit indlæg om reflection in action.

Nogle gange er formålet mindre ophøjet end andre gange

Man kan ikke altid være heldig at finde det fantastiske formål, der på samme tid taler til eleverne og løser klimakrisen eller alle FN´s verdensmål. For ikke at tale om at være værdiskabende for andre #skabværdiforandre læs mere om value creation pædagogik her.

Lige i øjeblikket arbejder jeg med mine elever på at få nogle drager op at flyve, så vi kan se hvordan forskellige farver spiller sammen på lang afstand. Til det bruger vi matematiske redskaber som at måle korte og lange afstande præcist. Vi skal kortlægge en skov vi tit kommer i, så deres distræte lærer ikke farer vild, og så eleverne kan få lov at færdes lidt længere væk uden at blive væk fra deres lærer. Til det bruger vi igen redskaberne fra måling, og om at kunne arbejde med størrelsesforhold og ikke mindst viden om koordinater og koordinatsystem.

Kage og konkurrencer

Ovenstående eksempler fungerer fint i min 3. klasse. De er ikke helt i top, da de godt kunne have den værdiskabende vinkel med, men de er stadig projekter, hvor eleverne oplever at skulle være kreative og benytte sig af flere forskellige redskaber.

Eksempel fra multiplikation i 3. klasse

Nogle gange bliver det dog endnu mere lavpraktisk. For en fælles klassekonkurrence som Geogebramesterskabet, hvor vi i år skulle skabe en mønstervæg (læs indlæg), kan godt fungerer som formål. Og jeg er også faldet i den med kagen. Jo kage giver mega meget mening, når man går i indskolingen. Jeg er ikke tilhænger af, at der nødvendigvis skal være en belønning i form af en præmie. Men denne gang var jeg nødt til at give mig, fordi der var så meget god energi i det:

Som start på vores multiplikationsemne fik alle elever 100 gangestykker på papir og 10 minutter til at løse dem (du kan finde en kopi på gratisskole). Bagefter udregnede vi klassens gennemsnit, og jeg spurgte hvor meget de troede de kunne forbedre gennemsnittet på en uge. De mente godt at de kunne få 90 rigtige i gennemsnit næste gang. Jeg elsker den optimisme, der er i indskolingen, men jeg var nødt til at fortælle dem, at det var ret så urealistisk. Jeg kunne nok have sagt mig selv, at det selvfølgelig bare medførte endnu mere kampgejst. Nå, men de ved at jeg hader at bage. Jeg er den lærer der aldrig har kage med – ikke engang på min fødselsdag. Så jeg sagde, at det var så urealistisk, så hvis de kunne få 90 rigtige i gennemsnit, så ville jeg bage den vildeste kage med glasur, skumfiduser og flødeboller… og flere lag selvfølgelig, da der var nogle der ikke kunne lide chokoladekage (ingen smalle steder der). Og så var formålet etableret.

Vi talte om hvad der var god taktik: Hvis man havde scoret 80 rigtige og øvede sig meget kunne man maksimalt score 20 point mere. Men hvis man hjalp én kammerat, der kun havde fået 20 point, så kunne man score 80 point mere til klassen, da nogle havde et større potentiale at arbejde ud fra. Det kunne de godt se, og de fik derfor faste læringsmakkere, som de arbejdede med i hele emnet. Så oprandt dagen, og jo de havde forbedret sig fra 52 i gennemsnit til 63, hvilket er ret flot. Nogle elever var gået fra 20 rigtige til 60. Det også interessant at tale om, hvordan de elever, der hjalp deres klassekammerater også havde forbedret sig, selvom de havde brugt deres tid på at hjælpe. Jeg roste dem meget, og sagde at de jo godt vidste at 90 i gennemsnit var urealistisk, eller havde jeg jo aldrig tilbudt det med kagen. Faktisk så urealistisk at de ikke engang ville kunne gøre det selvom de tog opgaven igen lige før sommerferien i 3. klasse…. og igen var jeg nødt til at acceptere det væddemål, som jeg næsten havde fremsat.

“Men I skal huske, at vi er færdige med gangeemnet, og skal videre med noget nyt” sagde jeg “OK, så bare giv os nogle opgaver vi kan øve os på” sagde de “Glem det!” sagde jeg “I tror da vel ikke, at jeg vil hjælpe jer med at lære det og risikere at bage kage? Sådan leger vi ikke. Mig skal i ikke narre. Det må I selv få til at lykkes” “Ha, så kan vi bare øve på emat, hvis du reserverer computerne” “Men det gør jeg jo ikke” “Men så kan vi bare lokke en vikar til det, når vi skal have vikar” “Ja, og vi kan også bare træne derhjemme”… Jeg måtte nok se mig slået der.

Geogebramesterskaberne

Puha jeg rev to ugers matematik ud af kalenderen i min 2. og 3. klasse og reserverede computerne i alle matematiktimerne. Det er så glad, jeg er for denne konkurrence. Det er tredje år, jeg deltager med nogle klasser, og jeg synes stadig at opgaverne og materialet er godt.

I år skulle vi lave en Math Arts Wall i klassen. Den skulle bestå af mønstre lavet i Geogebra. Da jeg også har klasserne i billedkunst, var det nærliggende at arbejde tværfagligt.

Forløb

Vi talte først om, hvad der karakteriserer et mønster, hertil havde mesterskaberne lavet en rigtig god video. I det hele taget er deres instruktionsvideoer rigtig inspirerende for eleverne og noget, der gør at de selv kan nørde med det derhjemme, hvis de vil blive endnu bedre. Det er noget som jeg altid falder for: Det at kunne inspirere eleverne med noget, som de selv kan dykke videre ned i.

2. klasses færdige plakat

I de følgende lektioner fik eleverne lov til at prøve sig frem med alle værktøjerne, og gå på opdagelse i videoerne. De kunne vise hinanden i klassen, hvis de fandt noget sejt. Senere udvalgte vi nogle videoer, som det var en særlig god idé at kigge og øve sig på.

Nu skulle vi fastsætte vores tema. I 2. klasse valgte de at lave en grundfigur på isometrisk papir som skulle spejles, i 3. klasse valgte de også en grundfigur på isometrisk papir men de valgte drejning som værktøj. Og deres billedkunstlærer ønskede at de huskede på at arbejde med komplementærfarver, da vi netop var i gang med et emne om farvelære.

Så kom dagen, hvor mønstrene skulle færdiggøres. Det var stressende og frustrerende for nogle. For man har aldrig så meget tid som man ønsker. Nogle gange kunne jeg ønske at vi havde en hel fordybelsesdag, men i virkeligheden ville vi nok stadig bare gerne have mere tid. Vi talte om, at man altid gerne vil gøre det bedre, men at man må arbejde indenfor de rammer man nu engang har. Det er også en vigtig lære.

Den sidste dag gik med at hænge mønstrene pænt op på vores væg og optage videoen om dem, der også skulle sendes til konkurrencen.

3. klasses færdige plakat
  • Brugte jeg virkelig mange matematiktimer på det: Ja
  • Brugte jeg for meget forberedelse på opsætning og indsendelse: Bestemt
  • Ville jeg gøre det igen: Helt sikkert

Jo jeg var også frustreret undervejs. Jeg har kørt eleverne helt op omkring emnet og konkurrencen, og er selvfølgelig til det sidste nervøs for om noget går galt, så vi ikke kan aflevere: Kan vi nå at blive færdige med et OK resultat? Virker printeren/internettet/telefonen der skal optage videoen? Der var mange bump på vejen med teknik der driller, så tingene tager altid dobbelt så lang tid, som det burde.

Fagligt fundament

Men det var virkelig det værd. Eleverne kunne ikke have fået en bedre start på geometri for dette skoleår. Det har givet dem et overblik over værktøjer som drejning, forskydning og spejling. Og vi har talt om, talt sider på og arbejdet med forskellige polygoner. Sidst men ikke mindst må vi ikke glemme den tryghed de har fået i arbejdet med programmet Geogebra.

De har tilegnet sig en faglig base indenfor geometri og tegning i dynamisk geometriprogram, som er udsprunget af et helt andet formål end bare at lytte til sin lærer og lave opgaverne i bogen. Sådan et projektorienteret emne sætter gode kompetencer i spil: Som at eksperimentere, at samarbejde, at få en idé og skabe et produkt, samt ikke mindst at træne at kunne være i usikkerhed (gælder også for læreren) #entreprenørskabskompetencer.

Hey, var det ikke en konkurrence?

Da jeg skulle i gang med at sende det hele ind til konkurrencen slog det mig, at jeg faktisk syntes det var unødvendigt. Jeg havde allerede opnået alt det med klassen som jeg gerne ville. Bare det at vi nu havde vores egen plakat, som vi kan tage udgangspunkt i, når vi skal tale om geometri resten året er jo guld værd.

Plakat og pralemærke fra materialet Growth Mindset til mellemtrinnet.

Jeg kunne nu ikke helt overbevise mine elever om, at konkurrencen nu var fuldstændig ligegyldig. Men de kunne godt følge mig lidt af vejen (sålænge jeg bare lige huskede at sende deres projekt ind, selvfølgelig). Jeg gav dem alle dette pralemærke, som vi har talt om før i klassen. Det handler om at turde tabe, fordi de erfaringer man gør sig er vigtige.

Jeg gav dem det, fordi jeg syntes det var ligegyldigt om de vandt eller tabte, for de havde allerede lært så meget (hvilket jo nok i virkeligheden var mit formål). Men nu når jeg sidder og skriver, kan jeg godt se, hvad mine elever siger. Det er også vigtigt at sende det ind til konkurrencen. Ikke for at vinde, men for at øve sig i at turde deltage.

De gør hvad du gør, ikke hvad du siger

Den frase har du med garanti hørt før, eller måske endda sagt til et forældremøde eller en skolehjemsamtale. Men det gælder altså også i klasseværelset, desværre… eller måske heldigvis.

For mig er noget af det vigtigste i min klasse: Nysgerrighed og et positivt fællesskab. Så jeg sætter en ære i at finde på små tricks, der kan fremme det. For nylig indførte jeg et rosemærke, som gik på skift mellem eleverne fra dag til dag. Når man havde mærket, skulle man den dag have ekstra fokus på at rose: Hvem som helst, for hvad som helst (jeg er tilhænger af sloganet: Fake it till you make it). Men det fungerede ikke rigtigt for dem. De kom ikke helt igang.

Jeg havde i min iver glemt at en sand leder viser vejen. Så i de følgende dage havde jeg rosemærket….. klistret fast til min hånd, så jeg ikke glemte det og det var synligt for alle (og også lidt skørt, som i 2. klasse er det samme som sjovt).

Jeg roste hvem som helst for hvad som helst, også når jeg irettesatte, og sagde ding og viste mærket hver eneste gang, som om jeg fik point. Det blev meget tydeligt, og en fantastisk sjov leg. For mig er ros noget man absolut skal gøre sig fortjent til, og ikke noget jeg bare spammer ud i klasseværelset, men nogle gange skal man overdrive, når man gerne vil øve noget nyt. Og jo, jeg tror jeg beholder mærket på lidt længere, for jeg kan også godt øve mig i at rose mere end jeg gør.

Jeg har efterfølgende overvejet om eleverne skal have lov til at have nogle sort/hvide papir pralemærker klistret på deres bord, som de selv vælger at de gerne vil øve sig på… Jeg skal nok vende tilbage med erfaringer, hvis jeg prøver det af. Eller skriv meget gerne i kommentarfeltet, hvis du prøver det.

Du kan selvfølgelig finde mærket på bubbleminds, hvis du gerne vil bruge det i din klasse.

#værdiforandre

Jeg har lige været på to-dages entreprenørskabskonference med en masse spændende oplæg. Det kan måske lyde en anelse højtsvævende for dig, for hvorfor skal vi nu også beskæftige os med det, når der er så meget andet, vi skal lægge ned over vores undervisning? Men hæng i, for det er faktisk virkelig praksisnært.

Dette her er Martin Lackéus, den sidste oplægsholder jeg hørte. Han forsker i, hvordan undervisning kan påvirke elever til at blive entreprenører.

Socialt entreprenørskab

Og måske tænker du: Formålet med min undervisning er ikke, at mine elever skal ud og starte egen virksomhed. Men bare rolig det ved jeg godt, og jeg lovede dig, at det nok skulle blive praksisnært.

For at få det virkelige udbytte skal du forstå entreprenørskab i bred forstand, hvor entreprenørskab er ‘det at kunne skabe værdi for andre’. Det bidrager med et dannelsesperspektiv, der længe har været under pres i skolen.

Det kan godt være at jeg underviser i matematik eller billedkunst, men det smukkeste jeg kan give mine elever med fra min undervisning, må da være følelsen af og kompetencerne til at kunne skabe værdi for andre.

Entreprenørskabskompetencer

Det Martin står foran på billedet er en sammenfatning af entreprenørielle kompetencer fra EU. Du kan søge på “entrecomp”, hvis du vil studere dem nøjere. Men hvis du synes det lyder interessant vil jeg foreslå dig i stedet at se på de danske kompetencer som Fonden for entreprenørskab har udgivet. De er udformet til indskoling, mellemtrin og udskoling, og er langt mere praksisnære og enklere at arbejde med. Du kan finde dem i mit tidligere blogindlæg om entreprenørskab: http://sarahsskrivebord.dk/blog/2019/03/07/entreprenoerskab/

Hvis du kigger kompetencerne igennem, som er opdelt i handlekompetencen, kreativitetskompetencen (som jeg i år har sat på min billedkunstårsplan), omverdenskompetencen og de personlige ressourcer, vil du opdage at det er kompetencer, der kommer eleverne til gode i rigtig mange sammenhænge. Jeg vil endda påstå, at det er kompetencer, der kan gøre en forskel i forhold til mønsterbrydning.

Intraprenørskab

Selvom dine elever ikke nødvendigvis skal ud og være iværksættere i snæver forstand, så er iværksætterånden stadig værdifuld om det så gælder det at turde ændre på forhold i ens eget liv eller opdage ting, der ikke fungerer på éns arbejdsplads og have kompetencerne til at ændre på det.

Som vi har hørt mange gange så ændrer samfundet sig med en hast, hvor vi ikke vil kunne forudse, hvad virksomhederne efterspørger af kompetencer, når det bliver vores elevers tur til at byde ind med deres evner. Men hvilken virksomhed ønsker ikke en medarbejder med ovenstående kompetencer? Martin Lackéus har skrevet en artikel: The entrepreneurial employee. Søg på den på nettet. Jeg har endnu ikke læst den, men er sikker på, at den giver god mening i denne sammenhæng.

Det lyder godt alt sammen, men jeg kan jo ikke ændre al min undervisning?

Det skal du heller ikke. Det er ganske få ting, du skal spørge dig selv om i din forberedelse, som gør at din undervisning faciliterer et miljø, der understøtter og træner de givne kompetencer:

  1. Forventes dine elever at skabe noget i det givne forløb? Og dette kan sagtens være en præsentation eller en plan såvel som en prototype af noget.
  2. Lægger forløbet op til at dine elever skaber værdi for andre udenfor klasseværelset?

Hvis du har tænkt over de to spørgsmål, er du allerede godt i gang med det Martin Lackéus kalder Value Creation Pedagogy – lad os bare sige Værdiskabende Pædagogik, når vi taler sammen.

Når du er klar til næste skridt…

Herefter kan du selvfølgelig forfine i det uendelige, når du først er blevet rigtigt bidt, og har oplevet de gode effekter af sådan en undervisning såsom øget motivation, øget samarbejdsevner, differentiering og elever med større handlekompetencer. Start evt. med at kigge på de “didaktiske principper for undervisning” fra Fonden for Entreprenørskab, jeg har skrevet dem ned det blogindlæg, som jeg har henvist til ovenfor.

Men tænk også over disse spørgsmål som Martin Lackéus stiller:

I hvor høj grad lader du dine elever:

  1. interagere med verden udenfor skolen/klassen?
  2. skabe værdi for andre mennesker udenfor skolen/klassen?
  3. fejle? Opfordrer dem til at fejle…
  4. eje processen og selv skaffe deres ressourcer?
  5. arbejde i grupper i længere perioder?
  6. knytte sammenhænge mellem det fagfaglige og projektet?
  7. arbejde i gentagelser for at fordre det at forsøge og fejle og forsøge påny?
  8. få feedback på selv aktiviteten og i særlig grad feedback fra andre end læreren?
Men hey, du er ikke alene! Lad os inspirere hinanden. Og intet forløb er for småt til at være med. Har du tænkt over den værdiskabende pædagogik i dit forløb, så skriv #værdiforandre, når du fortæller om det på de sociale medier. Så kan vi alle blive inspirerede, bygge videre og skabe værdi.

Må vi arbejde ude?

Ja, hvis I kan koncentrere jer? Og selvfølgelig mener de alle sammen at de kan det. Især hvis det er en vikar, der spørger. Jeg tror jeg har fundet en løsning, der virker for mig… og eventuelle vikarer. Jeg har taget udgangspunkt i de ninjamærker, som jeg i forvejen bruger til klasseledelse. Ninja’en med det sorte bælte kan man optjene, hvis man er fokuseret som en ninja.

Vis denne video til dine elever inden I begynder.

Mærket beviser, at man har kunnet sidde og arbejde i sin egen lille koncentrationsboble inde i klassen. Og så er man måske også parat til at træne det andre steder. Så jeg har sagt, at med dette mærke følger også rettigheden til at få lov at arbejde udenfor klasseværelset. Ligesom at man må køre bil, når man har et kørekort. Men hvis man kører dårligt, kan man få frataget kortet igen. Det samme med ninja-mærket.

Eleverne der har mærket og gerne vil ud, skal lægge mærket på lærerbordet, hvor jeg skriver navn på bagsiden. Når de kommer ind igen, kigger jeg på, hvor meget de har nået derude (jeg er meget højtidelig omkring det). Hvis der har været ballade på gangen, eller de ikke har nået opgaverne, så inddrager jeg kortet. Og så må de prøve at optjene det igen inde i klassen.

Jeg overvejer om nogle måske med tiden, kan få det privilegium at gå ud uden at skulle lægge pant, hvis de har klaret det godt tilstrækkeligt mange gange. Selvfølgelig kan de få det inddraget, hvis jeg opdager at det går galt, men de vil så ikke blive tjekket så minutiøst som de andre.

Anekdote: En af mine elever ville gerne ud sammen med sin samarbejdspartner (som jeg havde valgt), men hun havde ikke kortet. Jeg sagde, at det måtte de gerne, men han skulle huske, at det var hans kort, der var i pant. Så han var ansvarlig for at det ville fungerer derude. Han tænkte over det, og valgte at gå ud med sin makker. Fem minutter senere kom de ind igen. Efter at have afprøvet det, havde han besluttet, at det nok var bedre at de arbejdede inde i klassen.

Jeg synes ovenstående anekdote, er et fantastisk eksempel på, hvordan eleverne begynder at være bevidste om deres læring, fordi deres kort (som egentlig repræsenterer et image er på spil, der er ret meget streetcredit i at have kortet).

En anden fordel, som jeg dyrker så godt jeg kan, er at det giver min vikar nogle handlemuligheder. Det kan være svært at finde på konsekvenser som vikar, og vikaren kan ende som den magtesløse. Her har vikaren fået magten tilbage. Jeg har også lavet mærket: Jeg er en Star, når vi har vikar. Det mærke får vikaren lov til at dele ét ud af, når timen er slut, til én elev, som vikaren selv vælger. Måske jeg snart skal lave en hel vikar kategori her på mit skrivebord.

Jeg har også overvejet, at andre mærker måske skal give andre fordele. F.eks. kunne mærket “Hurtig som en ninja” give lov til, at man kunne løbe en tur rundt om skolegården, når man har færdiggjort en opgave. Det bliver selvfølgelig inddraget, hvis man stopper og leger på legepladsen, går rundt i stedet for at løbe eller vælger at løbe 10 gange selvom vi aftalte 1 (alt sammen udfordringer, jeg for nyligt har oplevet i min nuværende 1. klasse). Mærket plejer de at fortjene, når de kan være hurtigt klar til timen. Men jeg kan godt se en sammenhæng mellem at kunne være hurtigt klar, og så få lov at løbe en tur “hurtigt” og hurtigt være klar til at lave opgaver igen. Det er vigtigt at de goder man giver kortene, har en tydelig relation til grunden til at man har optjent det. Så den evne man viste er én, som man skal bruge, hvis man skal lykkes med sit gode.

Jeg vil meget gerne høre i kommentarerne, hvis du finder goder til andre af mine mærker, for min nuværende 1.klasse er igen i år fyldt med ninja’er

LÆS også om materialet “Klasseledelse som en ninja” i indlægget: Klasseledelse er noget vi leger.

Det startede med en High five… og endte med en krammer

Jeg hilser på børnene, før jeg slipper dem ud af klassen.

I virkeligheden begyndte det hele bare med en perfektionistisk kontrolfreak af en lærer, der kæmpede for et rent klasseværelse. Som mange lærere sikkert ved, kan det være virkelig op ad bakke a la en kategori 100 stigning i Tour de France.

Ingen måtte gå fra klasseværelset, før generalen havde tjekket, at der var pænt rundt om deres plads.

Men så sneg der sig en High five ind, når børnene havde klarer opgaven, som en lille tak for i dag, og kom nu godt afsted i SFO. Men det udviklede sig hurtigt, for man kunne jo også sige farvel på andre måder: Vi har nu et håndtryk, der ender som en sommerfugl; en for og bag High five; et hofteskub med knockles; en foddans; og sidst men ikke mindst nogle håndklap, der ender i en krammer.

Og her begyndte det at blive interessant. For når jeg tænker over det, så tror jeg ikke, at jeg krammer dem særligt ofte. Ikke at jeg har noget i mod det, jeg har bare travlt med så meget andet (altså at lære dem noget f.eks.). Derfor kom det meget bag på mig, hvor mange børn, der egentlig valgte krammeren, og hvilke børn, der valgte den. De italesætter også håndtegnet som: Den med krammeren, når jeg spørger den enkelte, hvordan vi skal sige farvel i dag.

Det er nu blevet en legitim måde at bede sin lærer om en krammer på, også selvom man er en sej dreng i 3. klasse, eller man har haft en dag, hvor man har haft svært ved at leve op til skolens forventninger om ro og orden.

Jeg kan kun anbefale dig at komme i gang hurtigst muligt. Det behøver ikke at være svært. Du kan jo starte med en High five, og måske ender det med en krammer.

Her er et link til en amerikansk lærer, der har taget det skridtet videre, samt en masse videoer med inspiration:

Teacher morning handshakes – youtube

Men ingen præstationsangst. Begynd med et par tegn, og udvid så, hvis du finder et nyt. Mine børn er endda begyndt at lave deres egne personlige, som jeg håber at jeg måske lærer henad vejen.

Bordplacering og sidemakkere

Hvordan skal jeg nu placere bordene i år? Jeg kunne jo godt tænke mig plads til:

  • Fordybelse
  • Gruppearbejde
  • Hyggekroge / Mulighed for at isolere sig
  • Hjælpeområde
  • “Scene til at optræde” (man er vel lærer #showbizz) eller altså bare lidt plads foran tavlen.

Vi ender tit med bare at drøfte to og to opstillingen eller gruppeborde.

I år har jeg valgt mod væggen opstillingen i min 2. klasse. Godt nok har de ryggen til tavlen, men de sætter sig på bordene, når de skal have fokus på tavlen. De synes det er hyggeligt, og jeg kan godt lide, at fokusskiftet bliver fysisk ved at de skal rykke sig.

Så har jeg fået plads til en halvcirkel i midten bord 14-18, hvor alle har fokus mod læreren, men som også kan fungere som hjælpecirkel.

Derudover er der også to børnebadekar fra Ikea bag lærerstolen og under lærerbordet, hvor eleverne kan isolere sig med deres opgaver, hvis nogen har brug for det.

Bord 3, 4 og 5 har en bænk, hvor børnene synes det er attraktivt at sidde. Jeg har placeret stolene, der hører til bordene på modsatte side, så er det let at få samarbejdspartnere på besøg.

Bord 19 og 20 er ikke i brug endnu, men det skal de jo nok snart komme. Så jeg vil meget gerne se jeres bordopstillinger, så jeg kan få nye idéer. Det ville være ærgerligt at ende med to og to igen, når jeg skal finde plads til nr. 19 og 20.

Jeg har hørt om steder, hvor eleverne slet ikke har en plads, men bare en pude, som de tager med sig rundt i klassen, og sætter sig hvor det giver mening alt efter aktivitet f.eks. på gulvet foran tavlen eller i arbejdskroge, som passer til de forskelliges foretrukne arbejdsformer. Den metode er jeg nok ikke modig nok til at kaste mig ud i endnu. Men jeg synes der er noget interessant i idéen. Jeg vil meget gerne høre, hvis du har erfaringer med det…

Sidemakkere

Jeg har nu i nogle år prøvet en ny metode til at finde sidemakkere. Vi trækker simpelthen lod. Men vi gør det hver dag!

Ja jeg ved godt det lyder voldsomt. Men eleverne synes det er sjovt. Og det giver faktisk god mening. Jeg vil rigtigt gerne have at de får arbejdet sammen med så mange forskellige som muligt, og det sikrer metoden.

Jeg har lagt mærke til, at der ikke længere er så meget surmuleri omkring, hvor man sidder henne. For det er jo bare én dag. Og jeg synes jeg kan mærke, at de er blevet bedre til at arbejde sammen på kryds og tværs.

Vi har haft legemakkere i frikvartererne, men det giver tit en masse konflikter. Hvilket giver mening, fordi det er en svær opgave at skulle enes med nogle, man ikke selv har valgt at lege med. Samtidigt har vi sat dem i den svære situation i frikvartererne, hvor deres egen lærer ikke er til stede, og hvor scenen er elevstyret. Men ved at skifte pladser, opnår vi den samme effekt. Vi sætter dem til at arbejde og enes med forskellige, som de ikke har valgt. Men denne gang gør vi det under lærerstyrede forhold, hvor vi er der til at vejlede dem undervejs.

Der vil være elever, der ikke har godt af at flytte rundt hele tiden. Det kan være elever, der har brug for at vide, hvor deres plads er, eller elever der har brug for at sidde isoleret eller tæt på læreren. Så giver jeg de elever en fast plads, men lader de andre elever trække lod om pladsen ved siden af, så de stadig får ny makker hver dag.

Selve lodtrækningen klarer eleverne selv, når de kommer om morgenen. Før i tiden fandt jeg et “Wheel of decision” som jeg åbnede på smartboardet. Det var sjovt for dem at trykke på. Nu har vi besluttet ikke at have smartboards tændt om morgenen, så nu er vi gået over til at trække ispinde op af en krukke. På ispindene står så tallet på et specifikt bord. De sætter ispinden i en krukke ved siden af, og så bytter jeg bare rundt på de to krukker til næste dag.

Billedkunst årsplan 2019/20

Ak de årsplaner. De ender tit med at blive så uinspirerende at se på, at de ikke gør det gode indhold ære. Jeg har de sidste par år især koncentreret mig om at peppe min billedkunst årsplan lidt op. Det kan ikke nytte noget, at fagets sprudlende kreative kerne skal repræsenteres af et kedeligt hvidt stykke A4 papir med alt for meget tekst.

Jeg opdagede undervejs i min surfen på nettet en side med en masse dejlige baggrundsbilleder. Jeg har i undervisningen tit brugt Pixabay, men denne her inspirerede mig på en anden måde. Jeg var forbi siden EDU21 og faldt over dette indlæg:Jeg må indrømme at jeg nok brugte uforholdsmæssigt meget tid på at surfe rundt på freepik (lad nu være med at lave mellemrum mellem ordene, når du søger efter siden på nettet  ). Man kan lave sine egne samlinger på siden af alle de lækre ting man finder. Kæmpe hit.

Nogle vil nok kalde det en overspringshandling. Jeg skulle jo lave årsplan. Jeg vil kalde den smukkeste årsplan, jeg har lavet til dato.

Der er ikke nogen detaljerede mål i planen. Det skærer jeg fra for at sætte fokus på kompetencerne. Jeg sender i stedet mere detaljerede oplysninger ud som brev til forældrene, når vi begynder et forløb, så er der også større sandsynlighed for at det bliver læst.

Jeg deler gerne. Så du må selvfølgelig få min årsplan som worddokument, så du kan bruge den som skabelon og tilrette den, hvis du kan bruge det. Kontakt mig her eller på sarahsskrivebord på Facebook, så sender jeg den til dig. Det kan også være at jeg sender den ud med nyhedsbrevet en af de næste par dage…

God sommerferie

Sommerferie Yatzy

Noget der virkelig hænger sammen for mig er sommerferie og yatzy. Det spillede vi tit i ferierne,  da jeg var barn.

Men det er også god matematisk træning. Man kan både øve tabeller, når man skal tælle sine terninger sammen og plusstrategier, når man skal summe alle sine point.

Jeg har derfor lavet en spilleplade for indskolingsbørnene, der er en forsimplet udgave af Yatzy. Jeg håber at de vil begynde at spille derhjemme med deres familier i ferien, og dermed snyde dem til at få trænet lidt matematik.

Pladen har jeg lagt gratis op på Bubbleminds.dk. Jeg sender den selvfølgeligt ud på nyhedsbrevet i løbet af weekenden.

Og strategierne har jeg optaget i en video, som I kan se på youtube.

The Singapore Method

Singapore Math er en metode til at bruge de fire regningsarter i en kontekst. Metoden har tre faser: Den konkrete fase, den billedlige fase og den abstrakte fase.

  1. Eleverne præsenteres for et problem

Når først eleverne kender metoden, kan man sagtens præsentere langt sværere problemer, end de normalt kan løse.

  1. Konkret

Eleverne prøver at løse opgaven ved hjælp af centicubes (eller pasta, tørrede bønner eller hvad man nu har).

  1. Matematiske billeder

Nu skal opgaven illustreres, men her skal eleverne lære at bruge nogle helt specifikke billeder, der knytter sig til de forskellige regningsarter.

Plus:

Minus:

Her er der to forskellige billeder. Billede 1 bruges typisk til regnestykker af trække fra typen (Manden har 7 æbler, men spiser 3. Hvor mange har han tilbage?). Billede 2 passer bedre til minusstykker, hvor man skal sammenligne og finde en forskel (Manden har et 7 m højt træ og et 3 m højt træ. Hvor meget højere er det største træ end det mindste?)

Billede 1

Billede 2

Gange:

Division:

  1. Abstrakt

Til sidst laver de billedet om til et regnestykke, og udregner det.

Jeg vælger efter den abstrakte fase, også at indsætte en konkluderende fase. Her forklarer eleverne, hvad resultatet betyder for opgaven. De svarer på spørgsmålet med ord og ikke kun tal f.eks. 4+3 = 7 bliver til: Hun plukkede 7 æbler i alt.

 

0. klasse matematik

Jeg bruger i øjeblikket metoden i 0. klasse. De er endnu ikke kommet til selv at tegne billedet. Jeg har udskrevet nogle 10’er rammer til dem, som de kan farve opgaven ind i. På den måde træner de samtidigt 10’er vennerne.

Differentiering: Nogle elever når kun til at farve, mens andre elever også kan skrive regnestykket.

I øverste eksempel fik skulle eleverne udregne en opgave, hvor 1 barn indsamlede 4 chokolader og 6 karameller og 7 lakridser til Halloween.

På tavlen skriver jeg:

4+6+7 = ?

4+6 = 10

10 +7 = 17

Jeg glæder mig til at at udvide additionsopgaverne for min 0. klasse og se, hvor langt de kan komme med denne metode som værktøj.